Forlystelsespark

Høje Taastrup Kommune har besluttet at udlægge arealet umiddelbart nord for os (på den anden side af Roskildevej) til en mulig “Forlystelsespark”. Dette omfatter allerede nu en Aerodrom placeret længst muligt væk fra os – men man kan alligevel høre den til tider. Desuden er der diverse tivoli-agtige forlystelser på tegnebrættet, samt et muligt camping/ferielejlighed-område og senest en White Water park med en kunstig flod til rafting, kajaksejlads mv. samt alle mulige andre vandrelaterede aktiviteter.

Dette kan man mene om hvad man vil – men der er allerede mange der er bekymrede for hvilken indflydelse udviklingen af denne park vil have på Kærmindevej. Bliver det en festlig nabo, eller bliver det voldsomme støjgener. Får vi problemer med gæster der parkerer hos os, fordi det er billigere/lettere eller eneste mulighed? Man kan finde på mange argumenter for og imod at være nabo til en forlystelsespark, og det er nok de fleste der vil betakke sig for at have den liggende i baghaven.

Indtil videre forsøger man at rejse penge til den endelige arkitektkonkurrence, og der er givetvis mange investorer der skal findes før projektet kan blive en realitet, men det er før beslutningerne om godkendelse af projekterne tages at vi som naboer skal reagere – hvis vi vil have indflydelse.

På denne side vil vi samle information om projektet – hvis I har noget at bidrage med, så kontakt os endelig.

Kilder